Skip to content
Porsche Supercup: Bastian Buus igen på podiet i Holland

Press release -

Porsche Supercup: Bastian Buus igen på podiet i Holland

En anden- og en fjerdeplads i weekendens to afdelinger af Porsche Mobil 1 Supercup betyder, at den danske Porsche Junior nu er knusende tæt på et mesterskab inden sæsonfinalen.

Bastian Buus kom stærkt ud af weekendens to afdelinger af Porsche Mobil 1 Supercup, som blev afviklet lørdag og søndag i forbindelse med Hollands Formel 1 Grand Prix. At der helt ekstraordinært blev afviklet to runder af det internationale Porsche-mesterskab på én og samme weekend skyldtes aflysningen af sæsonpremieren på Imola grundet forårets oversvømmelser i Norditalien.

Bastian Buus kom til Zandvoort med en 13-points føring i Supercup-mesterskabet, og efter en fjerdeplads og en andenplads på den hollandske Formel 1-bane har den danske Porsche Junior nu sat sig i en yderst stærk position inden den afgørende sæsonfinale på italienske Monza. Kun én konkurrent kan true danskeren i kampen om titlen.

– Jeg havde bestemt ønsket mig en sejr eller to denne weekend, men i forhold til mesterskabet var Holland god ved os. Jeg har nu udbygget min føring til 21 point, hvilket betyder at jeg kan nøjes med at slutte på en 12. plads i finalen og stadig tage titlen. Det er jo et drømmescenarie og stiller mig naturligvis i en virkelig god position. Vi skal selvfølgelig stadig gøre vores arbejde og forsøge at vinde, men vi vil have fokus på at komme sikkert gennem løbet. Så ja, det ser godt ud, og jeg glæder mig enormt til næste weekend. Jeg er sikker på, at det nok skal blive fedt, lyder det fra Bastian Buus.

Bastian Buus får knap tid til at vaske køredragten og pudse hjelmen, da ottende og sidste afdeling af Porsche Mobil 1 Supercup allerede finder sted den kommende weekend, 1.-3. september, i forbindelse med Italiens Grand Prix på Monza.

Topics

Categories

Contacts

Nikolaj Karlshøj

Nikolaj Karlshøj

Press contact Creative Director

Related content

CARLOS COMMUNICATION

Kongens Nytorv 24
1050 København K
Denmark