Skip to content
Petit Le Mans: Frederik Schandorff udgik fra IMSA-finalen efter crash

Press release -

Petit Le Mans: Frederik Schandorff udgik fra IMSA-finalen efter crash

Skæbnesvangert Petit Le Mans for Frederik Schandorff, som slet ikke nåede i bilen, før holdets McLaren blev involveret i et crash og måtte udgå fra løbet. Missionen lykkedes dog delvist.

Det blev slet ikke den IMSA-finale, som, Frederik Schandorff og resten af holdet fra Inception Racing havde drømt om. Blot fem kvarter inde i det 10 timer lange Petit Le Mans, som blev afviklet på Road Atlanta lørdag aften dansk tid, blev danskerens amerikanske teamkammerat, Brendan Iribe, fanget i et større sammenstød, som blev igangsat, da en prototype snittede en GT-bil under en nedbremsning. Amerikaneren slap uskadt fra crashet, som endte med at sende hele tre biler i muren. Teamets McLaren 720S GT3 var imidlertid for beskadiget til at fortsætte ræset, og således måtte holdet udgå.

– Der var ikke noget at gøre. Brendan (Iribe, red.) blev fanget i en sandwich mellem to biler, og alle tre endte i væggen. Det vigtigste er selvfølgelig, at ingen kom til skade. Når dét er sagt, så er det virkelig ærgerligt og skuffende at ende IMSA-sæsonen på en sådan måde. Vi har forberedt os enormt på at slutte året med stil, og teamet har som altid leveret en kæmpe indsats, så tak til hele holdet for dét. Jeg håber naturligvis på at få en ny chance sammen med Inception Racing, så vi kan vende tilbage næste år og tage revanche, lyder det fra Frederik Schandorff.

Trods løbet ikke udløste noget topresultat, lykkedes det alligevel for danskeren og resten af holdet at sikre den prestigefyldte Bob Akin Award, som tildeles den bronze-klassificerede GTD-kører, som har scoret flest point undervejs i sæsonen. Brendan Iribe skulle nemlig blot starte løbet i Atlanta for at tilegne sig det prestigefyldte trofæ, som også er en invitation til at deltage i 2024-udgaven af 24-timersløbet på Le Mans. Hvorvidt Frederik Schandorff bliver en del af dét setup, er endnu ikke besluttet.

Mens 2023-udgaven af IMSA WeatherTech Sportscar Championship nu er gennemført, kan Frederik Schandorff se frem til de to sidste afdelinger af Lamborghini Super Trofeo Europe, som bliver afviklet på italienske Vallelunga henholdsvis den 12.-13. og 16.-17. november.

Topics

Categories

Contacts

Nikolaj Karlshøj

Nikolaj Karlshøj

Press contact Creative Director

Related content

Travl Schandorff klar til at forsvare Super Trofeo-føring på Nürburgring

Travl Schandorff klar til at forsvare Super Trofeo-føring på Nürburgring

Det er sjette weekend i træk, Frederik Schandorff stiller op til et racerløb, når han den kommende weekend skal forsvare føringen i Lamborghini Super Trofeo Europe på Nürburgring.
Der er fart på Frederik Schandorff for tiden, både på banen og mellem banerne, for danskeren har nemlig de seneste mange uger rejst fra løb til løb flere weekender i træk. Den kommende weekend er ingen undtagelse, for

CARLOS COMMUNICATION

Kongens Nytorv 24
1050 København K
Denmark