Press release -
Frederik Schandorff 0,007 sekund fra pole på Lime Rock
Danskeren starter i forreste startrække i GTD-klassen, når syvende afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship flages grøn på Lime Rock Park.
Efter en podieplacering i Canada for to uger siden er Frederik Schandorff ekstra motiveret efter endnu et topresultat denne weekend, når syvende afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab for GTD-biler finder sted på Lime Rock Park i Connecticut. Og danskeren er kommet godt fra start, eftersom han fredag aften dansk tid kvalificerede Inception Racing-teamets McLaren 720 S, som han deler med amerikanske Brendan Iribe, til en andenplads på startgridden – blot syv tusindedele fra den pole-vindende bil i GTD-klassen.
– Det var en tæt kvalifikation, og det tyder på et spændende ræs. Det var også min første kvalifikation i IMSA-mesterskabet, eftersom det normalt er bronzekøreren, som kører kvalifikationen i vores klasse, og jeg er godt tilfreds. Løbet denne weekend er lidt specielt, da det er ét ud af kun to løb i sæsonen, hvor der udelukkende deltager GTD-biler, og dermed skal vi ikke tage hensyn til de hurtigere LMP- og GTP-biler. Umiddelbart tror jeg bestemt, at vi kan videreføre farten fra forrige weekend og sikre os et nye podie, men lad os nu se. Det starter i hvert fald godt, og vi er klar til kamp, lyder det fra Frederik Schandorff.
Lørdagens to timer og 40 minutter lange IMSA-løb skydes i gang klokken 12.10 lokal tid – det er klokken 18.10 i Danmark. Løbet kan følges live på Viaplay.
___
IMSA FCP EURO NORTHEAST GRAND PRIX
TIME SCHEDULE – LIME ROCK PARK
Saturday 22 July
12.10 PM (18.10) – RACE (2 hours 40 min)