Press release -
Frederik Schandorff sikrede løbssejr og styrkede Super Trofeo-føring på Nürburgring
Dobbelt podie inklusive en sejr til Frederik Schandorff og teamkammeraten Alex Au som endnu en gang udbyggede mesterskabsføringen i Lamborghini Super Trofeo på Nürburgring.
Det blev en god weekend for Frederik Schandorff, som for tredje afdeling i træk lykkedes med at komme på podiet og udbygge mesterskabsføringen i Lamborghini Super Trofeo. Danskeren sluttede sammen med sin teamkammerat, Hongkong-køreren Alex Au, på en første- og en andenplads i de to 50-minuttersløb på Nürburgring, og dermed styrkede makkerparret deres dominans i Pro/Am-klassen i det benhårde mærkemesterskab.
– Vi havde håbet på både at udbygge mesterskabsføringen og samtidig hive nogle flere trofæer med hjem i denne weekend, og begge ting lykkedes. Generelt en stærk weekend med to fede ræs, hvor jeg synes, at vi fik det maksimale ud af vores muligheder. Vi er nu halvvejs i sæsonen og har formået at styrke vores føring i hver afdeling, så det gælder bare om at holde stilen herfra. Stor tak til hele holdet bag Target Racing for endnu en stærk indsats, lyder det fra Frederik Schandorff.
Det var danskerens sjette weekend i træk med racerløb, og der er stadig ikke tid til sommerferie til den travle racerkører, som allerede den kommende weekend, 4.-6. august, stiller op til ottende afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab. Dette foregår på Road America, hvor Frederik Schandorff skal i kamp med McLaren-teamet Inception Racing.