Press release -
Frederik Schandorff ser frem til heftigt gaderæs i Long Beach
Efter at have misset podiet med en fjerdeplads på Sebring er Frederik Schandorff og resten af holdet fra Inception Racing klar til at tage kampen op på bybanen syd for Los Angeles.
Det er tredje afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab for GTD-biler, og efter 24-timersløbet på Daytona og et 12-timersløb på Sebring gælder det sæsonens første sprintløb som finder sted på et af kalenderen mest spektakulære venues, bybanen i Long Beach.
Med blot 100 minutter fra grønt til ternet flag er der faktisk tale om sæsonens korteste ræs, og med blot to klasser til start – GTD-klassen med GT3-biler og GTP-klassen med de hurtigste prototyper, er der igen lagt op til klassisk gadekamp.
– Jeg har altid elsket at komme til Long Beach. Stemningen her i byen er fantastisk, og banen er lige så fed. Den hurtigste vej rundt kræver, at du skraber sidespejlene mod betonvæggene, og der er benhård action fra start til slut. Selvfølgelig er en god kvalifikation ret afgørende, men der er også god tradition for Full Course Yellows, så held og strategi er lige så vigtigt, lyder det fra Frederik Schandorff.
– Selvom vi netop missede podiet, havde vi et godt ræs på Sebring, hvor vi sluttede foran biler med fabrikskørere, så vi kommer til Long Beach med god selvtillid. Vores Ferrari 296 GT3 er ny for os i år, er vi ret hurtigt blevet komfortable med den, så jeg glæder mig bare til endnu en udfordring, tilføjer danskeren.
Frederik Schandorff stiller op til Long Beach-løbet med sin faste makker, Brendan Iribe. Kvalifikationen afvikles natten til lørdag dansk tid, mens det 100 minutter lange gaderæs flages grønt lørdag den 12. april klokken 14.05 lokal tid – det er 23.05 dansk tid. Løbet kan følges live på Viaplay.