Press release -
Dansk gennembrud: Bastian Buus indgår flerårig aftale med Porsche Motorsport
Den tidligere Supercup-mester avancerer fra en juniorkontrakt til en flerårig aftale med Porsche Motorsport.
Der har været fuld fart på Bastian Buus, siden han for blot fire år siden byttede sin gokart ud med en Porsche og sikrede det europæiske GT4-mesterskab i første og eneste forsøg. Derefter fulgte to sæsoner i Porsche Carrera Cup, som takket være topresultater sikrede danskeren den eftertragtede rolle som Porsche Junior hos den tyske fabrik i 2023. Dette kulminerede med en mesterskabssejr i Porsche Mobil 1 Supercup – og nu kan den 20-årige stjernetalent så annoncere en fast kontrakt med Porsche Motorsport.
Den flerårige aftale betyder blandt andet, at Bastian Buus indsættes i forskellige private Porsche-teams for at supportere fabrikken og opnå topresultater GT3-mesterskaber verden over. Buus har således taget hul på en fuld sæson i GT World Challenge Asia samt GT World Challenge Endurance Cup, ligesom han tidligere på året deltog i Asian Le Mans Series samt 12-timersløbet på australske Bathurst. Buus er også på startlisten til årets udgaver af de legendariske 24-timersløb på Nürburgring og Spa-Francorchamps.
Udover arbejdet på racerbanerne gør aftalen med Porsche Motorsport også Bastian Buus til ambassadør for fabrikken, hvilket indebærer en række medierelaterede opgaver, ligesom danskeren står til rådighed for udviklingsarbejde.
– Jeg er enormt glad og stolt over at fortsætte min karriere hos Porsche. At lande en juniorkontrakt som den eneste kører i 2023-sæsonen var en stor ting, men med dette fulgte en klar forventning om at sikre titlen i Supercup. Det lykkedes, og nu fortsætter jeg så rejsen med en fast kørerkontrakt. Det er et kæmpe privilegium at være tilknyttet et af verdens største motorsportsbrands, og jeg takker hele holdet hos Porsche Motorsport samt mit netværk af sponsorer i Flatout Club for, at jeg nu kan tage hul på et nyt og spændende kapitel, lyder det fra Bastian Buus.