Press release -
Sebastian Øgaard tror på topplacering til GTWC-finale i Saudi-Arabien
Den danske Aston Martin-kører har høje forventninger til finalen i GT World Challenge Europe Endurance Cup, som finder sted på bybanen i Jeddah den kommende weekend.
Det har været en udfordrende sæson for Sebastian Øgaard, som i 2024 har kørt sin første fulde GT3-sæson sammen med Aston Martin-teamet Comtoyou Racing. Uheldige episoder undervejs på året har forhindret danskeren og teamkammeraterne i at kæmpe om mesterskabstitlen i Silver Cup-klassen, men en andenplads på Monza i årets næstsidste afdeling har imidlertid skruet forventningerne i vejret til sæsonfinalen i Jeddah denne weekend.
– Jeg ser virkelig frem til weekenden, det bliver noget helt specielt. Det er første gang, jeg skal køre på bybanen i Saudi-Arabien, og jeg ved fra Formel 1, at det er en sindssygt hurtig bane og desuden ret tricky. Samtidig bliver løbet kørt om aftenen, hvilket kun gør det endnu mere intenst, lyder det fra Sebastian Øgaard.
– Jeg har ærligt talt ret høje forventninger, både efter vores podieplads på Monza i september, hvor vi omsider fik tingene til at gå op i en højere enhed, og samtidig fordi jeg tror, vi har en god bil. Vores Aston Martin har, sammenlignet med vores konkurrenter, især vist sig stærk i de hurtige sving, og dem er der mange af i Jeddah. Vi er lykkedes med at finde en del performance gennem sæsonen, så jeg tror og håber på, at vi kan slutte året af på toppen.
Kvalifikationen til femte og sidste afdeling af 2024-udgaven af GT World Challenge Europe Endurance Cup finder sted lørdag den 30. november, mens det seks timer lange GT3-løb, som afvikles efter mørkets frembrud, flages grønt lørdag klokken 17.00 – det er klokken 15.00 dansk tid. Løbet kan følges live på YouTube.