Press release -
GT World Challenge: Sebastian Øgaard vil have revanche på Nürburgring
Efter en mislykket indsats i 24-timersløbet på Spa-Francorchamps er det danske Aston Martin-talent klar til et nyt forsøg, når tredje afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup finder sted på Nürburgring den kommende weekend.
Det startede godt, men endte med et crash, da Sebastian Øgaard og teamkammeraterne fra Aston Martin-teamet Comtoyou Racing deltog i årets udgave af 24-timersløbet på Spa-Francorchamps i sidste måned. Holdet nåede kun at fuldføre fire timer af den belgiske GT-klassiker, før de blev involveret i et større sammenstød og måtte udgå af løbet.
Men nu er danskeren klar igen, og det 20-årige talent deler igen sin Aston Martin Vantage GT3 med Nicolas Baert og Esteban Muth, når tredje afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup afvikles på tyske Nürburgring den kommende weekend. Det dansk-belgiske trekløver stiller op i Silver Cup-klassen.
"Jeg glæder mig til at komme til Nürburgring og tage kampen op igen. Især efter 24-timersløbet på Spa, som bestemt ikke gik, som vi havde håbet. Desværre, for om vi havde store udfordringer under forberedelserne, så virkede det som om, at vi havde fundet farten, da løbet blev skudt i gang. Jeg nåede at få et godt stint i bilen, og vores håb om et topresultat nåede lige at vende tilbage, inden vi måtte udgå med en smadret bil,” lyder det fra Sebastian Øgaard.
"Vi håber på at tage det gode med fra Spa, nemlig vores fart. Hvis det lykkes, og vi ellers kan holde os ude af problemer og undgå tekniske udfordringer, så tror jeg, at vi har en lovende weekend foran os.”
Tredje afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup skydes i gang med de første træningssessioner lørdag den 27. juli, mens kvalifikationen finder sted søndag den 28. juli, hvor det tre timer lange løb flages grønt klokken 15.00. Løbet kan streames live på YouTube.