Press release -
Sebastian Øgaard sikrede endnu et Eurocup-3-podie i Valencia
Det danske juniortalent sikrede sæsonens syvende podieresultat i årets næstsidste afdeling af Eurocup-3 i Valencia og er nu klar til at kæmpe for titlen i sæsonfinalen.
Det lykkedes ikke for Sebastian Øgaard at overtage føringen i syvende afdeling af Eurocup-3-mesterskabet, som blev afviklet på Cheste-banen nær spanske Valencia den forgangne weekend. Den 19-årige dansker viste alligevel fart i sæsonens næstsidste afdeling, og årets syvende podieresultat var med til at sikre, at Øgaard fortsat ligger i en god position til at kæmpe med om mesterskabstitlen, når sæsonfinalen afvikles i november.
– Vi tog ikke føringen som håbet, men det hele er meget tæt, så vi er stadig med i kampen om mesterskabet. Generelt var det det en okay weekend, hvor vi særligt i søndagens kvalifikation var godt med på farten og sluttede P2 kun én tiendedel fra en pole. Vi mangler stadig det sidste for at vinde, og dét skal vi have arbejdet videre med, så vi er bedst muligt forberedt inden finalen i næste måned, lyder det fra Sebastian Øgaard.
– Jeg ser virkelig meget frem til finalen, for vi har allerede kørt nogle gode tests i Barcelona, og det er en bane, som jeg kender ret godt fra tidligere serier. Vi skal fokusere på at fortsætte det gode arbejde, så vi kan være bære momentet med videre, og så tror jeg på, at vi kan sikre titlen.
Efter syvende afdeling af 2023-udgaven af Eurocup-3 holder Sebastian Øgaard en foreløbig tredjeplads i mesterskabet, henholdsvis 14 og 15 point fra anden- og førstepladsen. Med 56 point at køre om i sæsonfinalen på Circuit de Barcelona-Catalunya den 11.-12. november, har danskeren således fortsat mulighed for at sikre sig den vigtige titel i det benhårde juniormesterskab.