Skip to content
Mikkel Jensen før Le Mans: Nu sker det endelig

Press release -

Mikkel Jensen før Le Mans: Nu sker det endelig

Mikkel Jensen starter fra en 10. plads i årets 24-timersløb på Le Mans, som runder 100 år, og samtidig er Peugeot-mærkets comeback til den franske klassiker.

Mikkel Jensen kvalificerede onsdag aften sin Peugeot 9X8 Hypercar til en 10. plads på startgridden til årets 24-timersløb på Le Mans. Dét var en position bedre end søsterbilen fra Team Peugeot TotalEnergies, men netop ikke nok til at fortsætte til torsdagens Hyperpole, hvor de otte hurtigste biler fra den 16 biler store Hypercar-klasse kæmpede om den endelige startopstilling.

Ikke desto mindre ser den danske fabrikskører frem til årets 24-timersløb, hvor flere års udvikling af den mest højteknologi racerbil fra Peugeot nogensinde kulminerer i en manddomsprøve. Sammen med teamkammeraterne, franske Jean Eric Vergne og britiske Paul Di Resta, skal Mikkel Jensen i kamp mod fabriksteams fra blandt andre Toyota, Ferrari, Porsche og Cadillac.

– Det er fedt at være tilbage på Le Mans, ikke mindst fordi det nu er sammen med Peugeot, hvilket har været undervejs i tre år. Le Mans er for mig den mest ikoniske racerbane og stedet med den mest specielle atmosfære i motorsportens verden. Det er ikke mit første Le Mans, men det føles alligevel sådan, da det er debut for teamet og for vores Peugeot 9X8, som ramte banen for første gang til den officielle testdag i søndags. Det var godt at få de første omgange ind under huden, og vi brugte ugens træningssessions på at trimme setuppet, inden det går løs på lørdag, lyder det fra Mikkel Jensen.

– Vores kvalifikation var desværre udfordret af en masse røde flag og yellow zones, så det var svært at få en ren omgang på friske dæk. Min bedste omgangstid blev faktisk sat på brugte dæk og rakte til en plads midt i feltet, så der er bestemt mere potentiale i bilen. Jeg er egentlig udmærket tilfreds og føler bestemt, at vi har rykket os et godt stykke siden vores vanskelige VM-premiere på Sebring i foråret.

Årets 24-timersløb på Le Mans – som markerer 100-året for den franske klassiker, der blev afholdt første gang i 1923 – skydes i gang lørdag den 10. juni klokken 16.00. Løbet kan blandt andet følges live på TV 2, Discovery+ og på den officielle FIA WEC App.

Topics

Categories

Contacts

Nikolaj Karlshøj

Nikolaj Karlshøj

Press contact Creative Director

Related content

CARLOS COMMUNICATION

Kongens Nytorv 24
1050 København K
Denmark