Press release -
Jan Magnussen teamer op med Outrup Vinduer & Døre i TCR Denmark
Når Jan Magnussen stiller til start i 2023-udgaven af TCR Denmark, bliver det med support fra den nordjyske producent Outrup Vinduer & Døre.
Der bliver fart over feltet, når Jan Magnussen sammen med svenske Team Auto Lounge Racing stiller op til 2023-udgaven af TCR Denmark. Denne gang med stærk support fra en ny partner i form af Nykøbing Mors-virksomheden Outrup Vinduer & Døre.
– Vi er begejstrede over at have fået mulighed for at være med i TCR Denmark sammen med Jan Magnussen. Vores samarbejde begyndte i 2022, hvor Jan holdt en række spændende foredrag om sin karriere for vores kunder og ansatte. Jans historie er lang og inspirerende, og selvom han er en verdensberømt racerkører med store bedrifter på sit CV, møder han op med et stærkt og fokuseret drive og en personlighed i øjenhøjde. Det er nogle værdier, vi hos Outrup gerne vil supportere. Nu tager vi næste skridt og kører med helt ud på racerbanerne, hvor vi glæder os til at opleve stemningen og suset, lyder det fra salgschef hos Outrup Vinduer & Døre, Jan Kampman.
Outrup Vinduer & Døre er en af Danmarks mest anerkendte producenter, når det gælder døre og vinduer i højeste kvalitet. Al produktion foregår i Nykøbing Mors, hvor fabrikken har ligget siden grundlæggelsen i 1968, og i 2018 blev virksomheden en del af Inwido-koncernen, som er Nordeuropas største vinduesproducent.
– Jeg er stolt over at indlede et samarbejde med Outrup Vinduer & Døre, som er med til at give mig den nødvendige support, som skal til for at kæmpe med om mesterskabet i 2023-udgaven af TCR Denmark. Det har været en fornøjelse at underholde virksomhedens kunder og ansatte og lære, at vi deler den samme passion for høj kvalitet, stærkt teamwork og frem for alt en stræben efter at være den bedste, lyder det fra Jan Magnussen.
Outrup Vinduer & Døre vil i hele 2023-sæsonen være synlig på Jan Magnussens køredragt samt på racerkørerens Cupra Leon Competición, som han stiller op i for svenske Team Auto Lounge Racing.
2023-udgaven af TCR Denmark afvikles over syv afdelinger, startende den 20.-21. maj på FDM Jyllandsringen. Serien vil også gæste Copenhagen Historic Grand Prix samt svenske Falkenberg, ligesom der afvikles et Night Race i Le Mans-stil på Padborg Park. Alle afdelinger bliver transmitteret live på DR2 samt via streaming på dr.dk.
TCR Denmark 2023
20.-21. maj: Åbningsløbet, FDM Jyllandsringen
17.-18. juni: Sommerløbet, Ring Djursland
8.-9. juli: Västkustloppet Falkenberg, Sverige
4.-6. august: Copenhagen Historic Grand Prix
19.-20. august: Grand Prix Danmark, FDM Jyllandsringen
16. september: Padborg Night Race, Padborg Park
30. september-1. oktober: DM Finalen, FDM Jyllandsringen