Skip to content

Press release -

Udgik kort før mål: Sebastian Øgaard uheldig på Spa-Francorchamps

Den danske Audi-kører var uheldig i årets 24-timersløb på Spa-Francorchamps, men tager alligevel gode erfaringer med sig fra den belgiske klassiker.

Det blev ikke til det håbede topresultat for Sebastian Øgaard, som stillede op til årets udgave af 24-timersløbet på Spa-Francorchamps med sit faste team fra GT Challenge-mesterskabet, italienske Tresor Competition. Efter et vanskeligt løb måtte den 21-årige dansker køre sin Audi R8 GT3 i garagen med tekniske problemer blot en time inden målflaget.

Udfordringerne startede allerede i løbets tidlige fase, hvor en sivepunktering tvang holdet i pit før tid – hvorefter endnu en punktering kostede dyrebar tid for Øgaard og teamkammeraterne Leonardo Moncini, Riccardo Cazzaniga og Rocco Mazzola.

– Punkteringen skete kort efter, bilen havde forladt pitlane, hvilket kostede os en meget langsom omgang plus et ekstra pitstop, og så var vi pludselig to omgange bagud, lyder det fra Sebastian Øgaard.

– Vi måtte indse, at et topresultat nu var urealistisk, og strategien blev derfor at komme igennem løbet for at sikre mesterskabspoint – og så ellers håbe på, at så mange konkurrenter som muligt var lige så uheldige, fortsætter han.

Som sagt, så gjort, og det dansk-italienske lineup kørte herefter et solidt ræs i et løb, hvor mere end 20 af de i alt 70 startende biler måtte udgå som følge af enten crashes eller tekniske problemer. Da Sebastian Øgaard lørdag eftermiddag satte sig i bilen for at køre den i mål, lå holdet på en sjetteplads i Gold Cup-klassen.

– Desværre nåede vi ikke helt hjem. Inden vores sidste pitstop fik jeg problemer med at skifte gear, og jeg måtte køre i pit, hvor bilen straks blev skubbet i garagen. Det var en ærgerlig måde at slutte løbet på – endda så tæt på mål, siger Sebastian Øgaard.

– Alligevel tager jeg en del positive ting med fra Spa-Francorchamps. Generelt kørte vi et stærkt ræs, hvor tingene spillede. Bilen kørte godt, vi havde et effektivt crew, og for mit eget vedkommende var det fedt at opleve et 24-timersløb, hvor jeg fysisk var stærkere kørende, end jeg egentlig havde regnet med. Stor ros til hele holdet for indsatsen.

Næste opgave for Sebastian Øgaard og resten af holdet fra Tresor Competition er sjette afdeling af GT World Challenge-mesterskabet, som finder sted på italienske Misano den 19.-20. juli.

Topics

Categories

Contacts

  • Sebastian Øgaard
    License:
    Media Use
    File format:
    .jpg
    Copyright:
    Tresor Competition
    Size:
    3000 x 2000, 821 KB
    Download
  • Sebastian Øgaard
    License:
    Media Use
    File format:
    .jpg
    Copyright:
    Tresor Competition
    Size:
    3600 x 2400, 1.33 MB
    Download
  • Sebastian Øgaard
    License:
    Media Use
    File format:
    .jpg
    Copyright:
    Tresor Competition
    Size:
    3000 x 2000, 1.54 MB
    Download
  • Sebastian Øgaard
    License:
    Media Use
    File format:
    .jpg
    Copyright:
    Tresor Competition
    Size:
    3000 x 2000, 1.87 MB
    Download
  • Sebastian Øgaard
    License:
    Media Use
    File format:
    .jpg
    Copyright:
    Tresor Competition
    Size:
    3000 x 2000, 2.46 MB
    Download
  • Sebastian Øgaard
    License:
    Media Use
    File format:
    .jpg
    Copyright:
    Tresor Competition
    Size:
    1786 x 1191, 1.45 MB
    Download