Press release —
Suveræn start: Kevin Magnussen sikrer pole position på Le Mans
Den danske BMW-fabrikskører og holdkammeraterne sikrede torsdag aften den bedste startposition til årets 24-timersløb på Le Mans.
Kevin Magnussen starter forrest i årets udgave af 24-timersløbet på Le Mans. Det blev afgjort efter torsdagens dramatiske kvalifikation, hvor danskerens ene teamkammerat, Dries Vanthoor, dominerede den afgørende Hyperpole, før han blev slået på målstregen af en Cadillac med blot 0,005 sekund. En straf diskvalificerede dog efterfølgende den amerikanske udfordrer – og så kunne Magnussen og holdkammeraterne altså lade sig hylde som årets polesittere.
– Det er virkelig stærkt arbejde af hele holdet og fantastisk kørt af Dries (Vanthoor, red.). Vi havde en god fornemmelse, inden vi gik i gang med forberedelserne her på Le Mans, men at stille til start med en pole position er mere, end vi havde turdet håbe på. Jeg er bare så glad på hele teamets vegne. Det er så velfortjent. Alle har kæmpet for at give programmet succes, og med vores 1-2-sejr på Spa-Francorchamps i foråret og nu den her præstation løfter det jo hele energiniveauet før årets største løb, lyder det fra Kevin Magnussen.
Det var danskeren, som i den indledende Le Mans-kvalifikation onsdag placerede sig i toppen af Hypercar-feltet og sørgede for, at trioen gik videre til den første af to Hyperpole-runder. Raffaele Marciello sikrede en plads blandt de 10 bedste i den første Hyperpole torsdag aften, hvorefter Dries Vanthoor overtog holdets BMW M Hybrid V8 #15 til den afgørende session.
– Nu sætter vi fokus på løbet i morgen, hvor målet er at bevare det stærke momentum og køre et rent og stabilt ræs, så vi har en stærk bil søndag, når kampen spidser til. Jeg ser virkelig frem til at komme i gang.
Årets udgave af 24-timersløbet på Le Mans flages grønt lørdag den 13. juni klokken 16.00. Løbet kan følges live på TV 2, Eurosport og FIA WEC+.