Skip to content
Med Formel 1-profil som teamkammerat: Conrad Laursen klar til Daytona

Press release -

Med Formel 1-profil som teamkammerat: Conrad Laursen klar til Daytona

Stor chance for 18-årige Conrad Laursen, som teamer op med Arthur Leclerc, når han debuterer i 24-timersløbet på Daytona International Speedway.

Efter en imponerende indsats på Le Mans i juni, hvor han præsterede løbets hurtigste omgangstid i GT3-klassen, er danske Conrad Laursen nu udpeget til endnu en verdensberømt langdistanceklassiker. Det 18-årige stortalent er nemlig på startlisten til årets udgave af 24-timersløbet på Daytona International Speedway, hvor han skal hjælpe Ferrari med at sikre sejren i den benhårde GTD-klasse.

Laursen stiller op for italienske AF Corse, hvor han skal dele sin Ferrari 296 GT3 med blandt andre monegaskiske Arthur Leclerc, som er Formel 1-udviklingskører for Scuderia Ferrari og lillebror til Formel 1-stjernen Charles Leclerc. De øvrige teamkammerater er italienske Riccardo Agostini – tidligere mester i blandt andet italiensk Formel 3, Porsche Carrera Cup Italy og Lamborghini Super Trofeo North America – samt den amerikansk-brasilianske Le Mans Cup-sølvvinder Custodio Toledo.

– Det er et stærkt hold, og jeg glæder mig helt vildt til at tage udfordringen op. At køre Le Mans (med Spirit of Race, red.) sidste år var en kæmpe oplevelse, og at min karrieres næste 24-timersløb bliver på Daytona er jo helt fantastisk. Det er et legendarisk sted og et episk løb. Det bliver mit første møde med banen og mit første ræs i USA, så der vil være mange nye indtryk, men jeg føler mig klar. Jeg er jo enormt komfortabel med bilen, som jeg kender fra hele min 2024-sæson i European Le Mans Series med Formula Racing, så jeg glæder mig til at komme i gang, lyder det fra Conrad Laursen.

Conrad Laursen skal prøve lykken på en slagmark, som gennem årene har udløst flere danske sejre. Mens John Nielsen vandt den generelle sejr med Jaguar i 1988, sikrede Jan Magnussen sig en GT-klassesejr med Corvette Racing i 2015. Det samme gjorde Porsche-fabrikskøreren Michael Christensen i 2017, mens Marco Sørensen triumferede med Aston Martin i 2023, og IndyCar-køreren Christian Rasmussen tog sidste års LMP2-sejr.

Årets udgave af 24-timersløbet på Daytona International Speedway finder sted den 25.-26. januar og indledes med den traditionelle testweekend, Roar Before The 24, den 17.-19. januar. Hele 61 biler er på startlisten, og Conrad Laursen og resten af AF Corse-holdet skal kæmpe mod 21 andre biler i GTD-klassen.

Topics

Categories

Contacts

Nikolaj Karlshøj

Nikolaj Karlshøj

Press contact Creative Director

Related content

Årets yngste Le Mans-kører: Det er enormt specielt

Årets yngste Le Mans-kører: Det er enormt specielt

18-årige Conrad Laursen er yngste deltager blandt de 186 kørere, som stiller op i årets 24-timersløb på Le Mans. Sammen med sin far, Johnny Laursen, og amerikanske Jordan Taylor er det unge talent klar til at udfordre verdens bedste GT3-teams i verdens hårdeste motorløb.

CARLOS COMMUNICATION

Kongens Nytorv 24
1050 København K
Denmark