Skip to content
Alba Hurup Larsen klar til Formel 4-testprogram med italiensk topteam

Press release -

Alba Hurup Larsen klar til Formel 4-testprogram med italiensk topteam

Det 15-årige danske racertalent og vinder af FIA Girls On Track – Rising Stars skal teste med det berømte italienske juniorteam Prema Racing i efteråret. Målet er en Formel 4-debut i 2025.

I december vandt hun FIA Girls On Track – Rising Stars og blev kåret som den hurtigste kvindelige racerkører i sin klasse i en shootout med syv andre udvalgte talenter fra hele verden. Nu er Alba Hurup Larsen fra Roskilde klar til at tage fat på belønningen, et Formel 4-testprogram med det berømte italienske juniorteam Prema Racing.

– Jeg er enormt spændt på at komme i gang med testprogrammet! Det er næste skridt i en udvikling, som blev skudt i gang med Rising Stars, og endnu en vigtig udfordring, hvor jeg skal præstere optimalt for at komme videre mod mit mål om at blive den første danske kvindelige Formel 1-kører, lyder det fra Alba Hurup Larsen.

Prema Racing er et anerkendt og etableret tophold i juniorserierne Formel 4, Formel 3 og Formel 2 og kendt for at have bragt navne som Charles Leclerc, Pierre Gasly og Esteban Ocon til Formel 1. Officielle Ferrari-juniorkørere som den kvindelige F1 Academy-deltager, Maya Weug, og den nyudnævnte Formel 1-kører Oliver Bearman er også tilknyttet det italienske team.

– Det er en rigtig god nyhed. Med Prema Racing er Alba nu blandt nogle af branchens bedste, og jeg ved, at hun med sin dedikerede vilje og store talent vil gøre alt, hvad der kræves af hende for at gennemføre programmet på bedste vis, lyder det fra Formel 1-kører og mentor for Alba Hurup Larsen, Kevin Magnussen.

Testprogrammet, der har til formål at udvikle Alba Hurup Larsens potentiale mod en Formel 4-debut i 2025 og er etableret i samarbejde med manager Oliver Kristensen fra 5P Athletes & Brands, skydes i gang med en to dages test den 18.-19. september på den italienske racerbane Circuito Tazio Nuvolari.

Den 15-årige dansker er for længst gået i gang med forberedelserne og har ved siden af sit travle kartingprogram blandt andet gennemført flere Formel 4-tests med det spanske juniorteam TC Racing, ligesom hun i løbet af sommeren deltog i en træningslejr med Ferraris talenthold, Ferrari Academy, på det italienske kartinganlæg Franciocorta.

Topics

Contacts

Nikolaj Karlshøj

Nikolaj Karlshøj

Press contact Creative Director

Related content

CARLOS COMMUNICATION

Kongens Nytorv 24
1050 København K
Denmark